I bestræbelserne på at bringe forbrugerne »Tættere på Naturen« har Arla sat madspild på dagsordenen. Emnet indgår i Arlas globale 2020-miljøstrategi, hvor målet er at hjælpe forbrugerne med at reducere spild af mejeriprodukter med 50 procent.
- Vi har valgt at arbejde på at mindske spild af mejeriprodukter, fordi madspild er et komplekst miljømæssigt, moralsk og økonomisk anliggende for samfundet, som vi i fødevareindustrien også skal bidrage med løsninger til, siger Maja Møller, der er ansvarlig for Arlas dialog og kommunikation med danske forbrugere.
Hun står i spidsen for Arlas initiativer for at reducere madspild. Arla arbejder blandt andet med en forbedring af de eksisterende yoghurt-kartoner og deltager også i et nyt nanoforsknings-projekt, hvor målet er at udvikle nye slip-let emballagefolier, der kan gøre det nemt at tømme en yoghurtkarton helt. I dag går gennemsnitligt syv procent af en liter yoghurt til spilde, fordi det er svært at få den sidste rest ud af kartonen.